Torsdag d. 20. juni
Temaaften om Benny Golson
ved Nicolas Kock
Jazztemaaften i Jazz Esbjerg med Nicolas Kock som vært og kapelmester.
Benny Golson er 95 år og en af de tilbageværende legender i jazzen. Han spillede bl.a. i Art Blakey and the Jazz Messengers i starten af 50’erne, og har komponeret et utal af numre, som nu er blevet fast repertoire hos mange jazzorkestre verden over.
I midten af 90’erne besøgte han konservatoriet i Esbjerg, hvor de studerende spillede hans musik i forskellige konstellationer, og hvor han selv medvirkede ved en afsluttende koncert på det legendariske sted Café Biografen.
Nicolas Kock leverede også dengang arrangementer og nodehæfter, som de studerende spillede efter, mens Benny Golson gik rundt og lyttede. To af de studerende dengang var Michael Olsen (saxofon) og Nikolai Bøgelund (basun), som nu er blandt de førende musikere i landet, og som begge medvirker ved koncerten den 20. juni.
Aftenen kommer til at byde på nogle af Benny Golsons uforglemmelige jazzstandarter: 'Whisper not', 'I’ll Remember Clifford', 'Killer Joe' og mange flere. Orkesteret er en sammensætning af 4 generationer, som alle er uddannet eller under uddannelse på konservatoriet i Esbjerg.
Det er den 26. temaaften, som Nicolas Kock arrangerer siden 2011– de fleste afholdt på Tobakken. Tilbage i midten af 90’erne arrangerede han derudover to uforglemmelige aftener i Jazz Esbjergs regi, og man kan sige, at temaaftenkonceptet nu er kommet tilbage til Jazz Esbjerg:-)