Tirsdag den 20. august kl 19:30
Café Ørsted på konservatoriet i Esbjerg
Makiko Hirabayashi Trio
Makiko Hirabayashi (p),
Klavs Hovman (db),
Marilyn Mazur (voc, dr, perc, Udu, Kalimba)
Den i Danmark bosiddende japanske pianist og komponist Makiko Hirabayashi er internationalt anerkendt for sit personlige spil og lyriske tonesprog.
Hun har gennem to årtier gjort sig bemærket i rollen som kapelmester for en trio, der består af percussionisten/trommeslageren
Marilyn Mazur og bassisten Klavs Hovman.
Makiko Hirabayashi Trios seneste og femte udgivelse "Meteora" blev modtaget med begejstring af såvel anmeldere som publikum, og var blandt Best Albums of 2023 i Downbeat Magazine.
Trioen har udviklet et unikt lydunivers, der beskrives som “dybt integreret, uhyre levende triospil hvor Hirabayashis piano, Hovmans bas og Mazurs slagtøj optræder som tre fuldt ud ligeberettigede faktorer.”
Det er dynamisk musik - farverig, delikat, og transparent, som henter inspiration fra den klassiske verden, jazz, det fjerne Østen såvel som det nordiske klangunivers.
Originaliteten af Hirabayashis kompositioner medførte i 2020 en hæderspris fra komponistforeningen Autor. Makiko Hirabayashi Trios fængslende spil har kultiveret en fast fanskare verden over og medført turnéer i store dele af Europa og Asien.
Laust Moltesens musik er dansksprogede fortællinger, som peger mod en fremtidig folkemusik. Musikken udspringer af mødet mellem en opvækst med dansk kirkemusik og et guitarspil med rødder i vestafrikansk folkemusik og blues fra USA. Teksternes sanselige undersøgelser fortæller historier om en fortryllet verden, hvor bregner, kropsorganer, gopler og menneskelige relationer alle eksisterer på samme virkelighedsplan. De insisterende grooves synkroniserer publikum og smitter tankerne med et åbent, nysgerrigt blik på det velkendte. Fragmenter af tekster bider sig fast, overraskende billeder forankres i klare melodier og får dig til at undres mens du danser. Hans album Citroner udkommer som et samarbejde med billedkunstneren Peter Larsen, som illustrerer sangteksterne med sin farverige stil. Albummet er ude i september 2024.