Kathrine Widfeld & AJO

Fredag den 1. november 2019 kl 20.00

Café Ørsted på SDMK i Esbjerg


Kathrine Windfeld & Aarhus Jazz Orchestra



Kathrine Windfeld har de seneste år blæst anmeldere og publikum bagover med sine farverige, eksplosive kompositioner og raffinerede arrangementer, og er samtidig en rost og anerkendt dirigent og bandleader.

 

Sammen med Aarhus Jazz Orchestra, et af Danmarks førende bigbands, fortolkes Kathrine Windfelds materiale - både nyt og gammelt - og der er således lagt op til en koncert, som på højeste niveau vil afspejle Windfelds kreative drive og energi, orkestrets improvisatoriske færdigheder og Windfelds betagende kompositioner.

 

Lineup

Aarhus Jazz Orchestra

Kathrine Windfeld (dirigent)

 

 

Kathrine Windfeld

Komponist, arrangør, dirigent og pianist

Kathrine har med sit eget bigband, og i et hav af andre sammenhænge, gjort sig bemærket som en af de førende komponister og arrangører på den europæiske jazzscene.

Hendes første udspil ”Aircraft” fra 2015 var nomineret til hele 3 Danish Music Awards, hvoraf hun vandt prisen som ”Årets Nye Jazznavn”. I 2017 udkom opfølgeren ”Latency”, som fik strålende modtagelse i førende internationale magasiner og aviser som The Guardian (UK), Downbeat (USA) og Le Monde (FR). Pladen blev kåret som ”Årets Danske Jazzalbum 2017” i magasinet Jazzspecial og udløste en Carl-pris.

Kathrine Windfeld har turneret i England, Tyskland, Holland, Finland, Sverige og Norge. Hun har tidligere samarbejdet med Danmarks Radios Bigband, og spillede i 2018 to udsolgte koncerter med et af Europas førende bigbands, Frankfurt Radio Big Band.

 

 

Aarhus Jazz Orchestra

Aarhus Jazz Orchestra blev grundlagt i 1977 af Jens Klüver og eksisterede i mange år som “Klüvers Big Band”. Med et særligt fokus på jazz og rytmisk samtidsmusik spiller Aarhus Jazz Orchestra mere end 80 koncerter om året, og med alt fra skole- og ældrekoncerter, til højprofilerede kunstneriske udviklingsprojekter, henvender orkestret sig til et mangfoldigt publikum i alle aldre.

 

Aarhus Jazz Orchestra består af nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene, og har gennem årene arbejdet sammen med nogle af de største jazzikoner i vor tid, herunder Kurt Elling, John Scofield, Peter Erskine, Jamie Cullum, Jon Balke, David Sanborn, Melody Gardot, Geir Lysne, David Liebman, Dee Dee Bridgewater m.fl. Orkestret høster gode anmeldelser for koncerter og udgivelser, og har flere gange været nomineret ved Danish Music Awards. I 2016 vandt orkestret i kategorierne “Årets Danske Jazzudgivelse” og “Årets Danske Jazzkomponist” for Jakob Buchanans værk “Requiem”.

 

Aarhus Jazz Orchestra er det eneste rytmiske basisensemble i Danmark og er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond.