Magnus fra Gaarden
Home | Program | Info | Scene | Bestyrelsen | Bliv medlem | Booking | Historie | Beliggenhed | Links
 

Jazz Esbjerg præsenterer:

Onsdag den 1. oktober 2008 kl. 20.00 i  , Finsensgade 1, Esbjerg.

Magnus fra Gaarden


Så har et orkester fra Esbjerg igen givet de andre baghjul! Magnus fra Gården har netop vundet Ung Jazz 2008 og samtidig nået finalen i Danmarks største talentkonkurrence, Live Contest '08.

Publikum får altid leveret et højpotent sceneshow, vognlæs af energi og velswingende kompositioner.

Magnus Fra Gaarden er børn af den nye generations jazzmusikere, og står i skarp kontrast til jazzens yggdrasil, idet de har gjort op med trættende bebop-soli, swingende ottendedele og i stedet spiller gennemkomponeret punk-jazz i afmålte doser. Uden at gå på kompromis med sammenspillet, den tekniske kunnen og den udfordrende instrumentering, går orkestret i en stor bue udenom henslængt loungejazz og gulnede nodeblokke og sætter strøm til et komplekst overflødighedshorn af balkan,
indierock og arabermuzak.

Som noget ganske nyt har gruppen begivet sig ud på nye jagtmarker, og går efter struben på genrer som klezmer, trash og freejazz, dog stadig med hånden godt nede i indierock-dejen.

Magnus Bak: Trækbasun
Henrik Melbye: Tenorsax
Lars Bech Pilgaard: Guitar
Rune Jakobsen: El-bas
Casper Mikkelsen: Trommer


Henrik R. Hansen om Magnus fra Gaarden:
”Det kan kun varme en gammel anmelder om hjertet, når ens bysbørn indtager scenen med en så charmerende og indbydende optræden, som det var tilfældet med udklædte Magnus fra Gaarden.

De unge konservatoriegutter formåede at smide teorispændetrøjen og give fuld gas med deres blanding af jazz, punk, rock, folk og flere andre genrer. Bandet stillede snedigt op med blæser¬nørderne i midten, mens en gal bassist og guitarist (og råber) dansede kækt og særdeles utight rundt omkring dem. Men de fem trænede gutter kunne virkelig spille. Komplekse rundgange blev flere gange udført at to-tre musikere af gangen, og det var imponerende, hvordan flere melodier blev holdt i gang på samme tid uden at det reelt gik ud over den samlede lyd.

Et arsenal af andre Esbjerg-drenge klædt ud som dyr og joggingtøjklædte svenskere farvelagde den fjollede optræden, som lige akkurat kunne bære i de cirka 25 minutter bandet spillede. Det var supertight, underholdende og ikke mindst imponerende at se på, men bandet skal passe på, at det ikke ender med at blive så fjollet og gøglet, at publikum står af.”

 


 


Jazz Esbjerg c/o Vestjysk Musikkonservatorium   Kirkegade 61   6700 Esbjerg      e-mail