Jakob Bro Trio
Home | Program | Info | Scene | Bestyrelsen | Bliv medlem | Booking | Historie | Beliggenhed | Links
 

Jazz Esbjerg præsenterer:

Mandag den 17. november 2008 kl. 20.00 i Cafe Ørsted, Vestjysk Musikkonservatorium.

Jakob Bro trio

Guitaristen Jakob Bro har de senere år markeret sig som en stærk komponist og performer på den danske såvel som internationale jazz scene. Med flere kritikerroste albums bag sig turnerer han fortsat intensivt og har i år valgt især at lægge fokus på en ny trio.

Jakob har allieret sig med bassisten Anders Christensen og trommeslageren Jakob Højer. De har i maj 2008 været i studie og indspille CD! De har konsekvent valgt at fokusere på noget af jazzens absolutte grundstof. Det splinternye album Who Said Gay Paree? rummer således udelukkende kendte standards og ballader hentet fra jazztraditionens store lager af klassikere.

Selvom de tre musikere dermed forholder sig direkte til arven efter markante forgængere som Cole Porter, George Gershwin og John Coltrane, så skal man ikke forvente at høre gentagelse af de gamle mestres fortolkninger. Jakob Bros og trioens tilgang er først og fremmest fortolkende og personlig, med tydelig respekt for et melodisk og klangligt fundament, som sidenhen er blevet udgangspunkt for en lang række moderne jazz-forgreninger. På den måde fremstår orkestrets musik som en rejse ind i nogle af genrens helt basale og væsentlige elementer, hvor både nybegyndere og garvede lyttere kan opdage nye
vinkler og facetter.

Trioens medlemmer er alle velkendte skikkelser på den danske og internationale scene, hvor de bl.a. også har gjort sig gældende i forskellige rocksammenhænge m.m. Ved koncerten i Esbjerg er der dog ingen tvivl om at de er vendt 100% tilbage til et rendyrket jazzudtryk, hvor virkemidlerne bruges sofistikeret og klart. Samtidig holdes balancen mellem det vellydende, stilfulde og det forfriskende, afsøgende hele tiden i spil.

Jakob Bro, guitar. Anders Christensen, bas, Jakob Høyer, trommer.

www.jakobbro.com


My Space

Jazz Esbjerg c/o Vestjysk Musikkonservatorium   Kirkegade 61   6700 Esbjerg      e-mail